Willum Sørensen Ebeltoft

1625 - 1705  (80 år)

• Navn	Willum Sørensen Ebeltoft
  Født	1625	Ebeltoft, Midtjylland, Danmark
  Kjønn	Mann
  Død	5 Des 1705	Ebeltoft Kirkegard, Ebeltoft, Randers, Denmark
  Gravlagt	5 Des 1705	Ebeltoft Kirkegard, Ebeltoft, Danmark
  Person ID	I721	Bengt Skoglys slektsside
  Sist endret	24 Nov 2020

  
  

  Familie	Dorthe Pedersdatter,   f. 1640, Ebeltoft, Randers, Danmark ,   d. 30 Jul 1704, Arhus Kommune, Ebeltoft, Danmark  (Alder 64 år)
  Barn	1. Thomas Willumsen,   f. 1667, Ebeltoft, Denmark ,   d. 5 Feb 1709, Ebeltoft, Denmark  (Alder 42 år)   2. Jens Willumsen Ebeltoft,   f. 1668, Ebeltoft, Arhus Kommune, Randers, Denmark ,   d. 15 Aug 1729, Sør-Langenes, Tromsø, Troms  (Alder 61 år)   3. Maren Villumsdatter,   f. 1668,   d. 9 Aug 1695  (Alder 27 år)
  Sist endret	24 Nov 2020
  Famile ID	F374	Gruppeskjema  |  Familiediagram

  
  

• Notater

  En artikkel fra byhistorisk arkiv i Ebeltoft: Det er med glde jeg opfylder ønsket om at berette om WILLOMB SØRRENSEN. Af alle de mange tilskikkelser man møder under disse undersøgelser, der stre kker sig gennem 300 år, er der ingen jeg har heftet mig ved som ved ham. Her møder man den jevne Ebeltoftmand når han er bedst, men desvsrre også den sidste af sin art: rolig, besindig, samvittigh etsfuld, beskjeden, men også med en vis autoritet grundet på sin uangribelighed og alder. Som han var har der været mange, men uden man har materiale til at finde dem og deres navne. De dannede g rundvolden i den lille verden de levede i, borgeren, der hverken af fødsel eller erhverv hørte til eliten, men med grundsetninger af stor verdi. Det var dem der har givet os den største viden om vo res by, gjennem deres overbevisning at BYEN og dens traditioner skulle værnes, og det er gjennem deres vidnesbyrd i grundtaxt og tingbok vi får så meget at vide om den tid der gik forud for dem . Uden dem havde dette været tabt. Willomb Sørrensen træffer vi første gang 1666, da han er een af de 10 bådsmænd der skulle gøre tjeneste i flåden. Listen er dateret 26 April 1666 og underskrevet af Admiral NIELS JUUEL. Imidler tid gik Willomb i land og blev avlsmand, og giftede sig vist samtidig. Gården han købte lå helt sønder i byen, hvor de andre avlsmænd også boede. Den var ved grundtaxten i 1661 kun en lille bod taxeret for 50 Rdl, gammel og forfalden, og ejedes af udenbyes folk, men udlejet til en ruineret skipper PEDER THUESEN, som døde kort efter tællingen. Selv boede han til leje lidt længere oppe i ga den. Hans hustru hed DORTHE PEDERSDATTER, og det er muligt hun har været datter af nævnte Peder Thuesen, idet bådsmændene sjældent erhvervede sig gård uden ved ægteskab. 1667 ses i Ildstedskatt en at boden nu er blevet en WAANING, en mellemting mellem en bod og en gård. Og nogen helt ringe væning har det ikke været, for dens skorsten rummer både kakkelovn -(Kielgruve)- bagerovn, og Maltk ælle, og det sidste fandtes ellers kun i store gårde. Grundtaxen 1683 fortæller os at det er en WAANING med et kølgvrdsted vurderet for 52 rdl. I 1784 begynder den første bevarede tingbog, og det er her vi lærer Willomb Sørrensen at kende. Han møder som autoritet ved vurderinger, skifter, vidne i stridigheder om markskel, det gjorde selvfølgelig så mange andre gamle dannemænd i byen, me n når Willomb Sørrensen er med ved en opmæling eller andet, så står hans skøn fast og urokkeligt. Han har, blant sine ligemænd, den sjældne stilling, at han bruges af øvrighedens mænd i sær lig vanskelig tilfælde hvor de har brug for hans sagkundskab, og hans navn dukker op sideordnet med vice-byfoged og byskrivers, når der før en retsforhandling har været møder om sagen. Vi vet int et om hans familieliv ud over at hans datter Maren 1693 den 9 December blev gift med en bådsmand RASMUS NIELSEN TEILGAARD (kaldet: TEIL-RAS) og 28 September begravedes MAREN WILLOMSDATTER efterladend e en lille datter på knap 1 år. Vi ser nu det sjældne tilfælde at trods det at Tejl-Rasmus gifter sig igen, og har sine nye svigerforældre i byen, så er dog stadig Willomb Sørrensen hans svigerfader, der står fadder til de man ge barn, der fådes i det nye ægteskab, og da svigersønnen køber en gård bag Kirken, og er ved at blive frasvindlet den av en skovfoged fra Skovgærde, er det Willomb der mæned efter mæned møde r i retten, og tilslut hans ord mod skovfogdens der redder gården for Tejl-Ras. Ved bytinget ser vi ham sammen med 5 skippere stå op (1695) og som byens ældste borgere vidne om byens skatterestance , hvoraf ingen av disse 6 har haft nogen del, idet de aldrig har skyldt nogen skatter bort. Han var en flittig kirkegænger og vi ser 1679 at DORTHE WILLOMB SØRRENSENs har fast stolestade i kirken: d et 3die stad i 4de stol neden den nordre kirkedår, som er under loftet... (pulpituret). Gamle Willoms alderdom blev ikke let, gården forfaldt, og sønnen Thomas var vist ikke meget værd. De udpinte marker gav ringe udbytte, og trods et slitsomt liv måtte han se resultatet af sit arbeidsomme liv reduceret så gæld og forpligtelser åd sig ind på formuen. I det følgende århundre blev avlsmæ ndene i Ebeltoft fattige folk, der arbejdede hardt med ringe resultat. Den 5te December 1705 blev han begravet. Kilde: Slekt i Troms (pdf dokument) Tore Nygaard Willum Sørensen ble født circa 1625 i Ebeltoft, Århus, Danmark. Han giftet seg med Dorthe Pedersdatter før 1668. Willum Sørensen døde i 1705 i Ebeltoft, Århus, Danmark. -------------------- Artikkel fra Byhistorisk arkiv i Ebeltoft, Danmark om Jens W. Ebeltoft. Undertegnet av Margrethe Lundberg, Danmark. Tillatt gjengitt av Janni Schau, Jomfruland (også en ættling etter ovennevnte). Yggdrasil 1987. "Det er med glæde jeg opfylder ønsket om at berette om Willom (Willum) Sørensen. Af alle de mange tilskikkelser man møder under disse undersøkelser, der strækker sig gennom 300 år, er der ingen jeg har hæftet mig ved som ved ham. Her møder man den jævne Ebeltoftmand når han er bedst, men desværre også den sidste at sin art; rolig, besindig, samvittighedsfuld, beskeden, men med en vis autoritet grundet på sin uangribelighed og alder. Som han var har der været mange, men uden man har materiale til å finde dem og deres navne. De dannede grundvolden i den lille verden de levede i, borgeren, der hverken af fødsel eller erhvert hørte til eliten, men med grundsætninger af stor værdi. Det var dem der har givet os den største viden om vores by, gennom deres overbevisning at BYEN og dens traditioner skulle værnes, og det er gennom deres vidnesbyrd i grundtaxt og tingbog vi får så meget at vide om den tid der vidnesbyrd i grundtaxt og tingbog vi får så meget at vide om den tid der gik forud for dem. Uden den havde dette vært tabt. Willom Sørensen træffer vi første gang 1666, da han er en af de 10 bådsmænd der skulle gjøre tjeneste i flåden. Listen er dateret 16.4.1666 og under- skrevet af Admiral NIELS JUUL. Imidlertid gik Willomb i land og blev avlsmand, og giftede sig vist samtidig. Gården han købte lå helt sønder i byen, hvor de andre avlsmænd også boede. Den var ved grundtaxten 1661 kun en lille bod taxeret for 50 Rld, gammel og forfalden, og ejedes af udenbyes folk, men udlejet til en ruineret skipper PEDER THUESEN, som døde kort efter tællingen. Selv boede han til leje lidt længere opp i gaden. Hans hustru hed DORTHE PEDERSDATTER, og det er muligt hun har været datter af nævnte Peder Thuesen, idet bådsmændene sjældent er- hvervede sig gård uden ved ægteskab. 1677 ses i Ildstedskatten at boden nu er vede sig gård uden ved ægteskab. 1677 ses i Ildstedskatten at boden nu er de sig gård uden ved ægteskab. 1677 ses i Ildstedskatten at boden nu er blevet gård uden ved ægteskab. 1677 ses i Ildstedskatten at boden nu er blevet til en gård uden ved ægteskab. 1677 ses i Ildstedskatten at boden nu er blevet til en WAANING, en mellomting mellom en bod og en gård. Og nogen helt ringe våning har det ikke været, for dens skorsten rummer både kakkelovn -[Kielgruve] - bagerovn og Maltkølle, og dette sidste fandtes ellers kun i store gårde. Grundtaxten 1683 fortæller os at det er en WAANING med et kålgårdssted vurdert for 52 rdl. 1684 begynder den første bevarede tingbog, og det er her vi lærer Willumb Sørensen at kende. Han møder som autoritet ved vurderinger, skifter, vidne i stridigheder i byen, men når Willomb Sørensen er med ved en opmåling eller andet, så står hans skøn fast og urokkeligt. Han har, blandt sine ligemænd, den sjældne stilling, at han bruges af øvrighedens mænd i særlig vanskelig tilfælde hvor de har brug for hans sagkunnskab, og hans navn dukker op sideordnet med vicebyfodg og byskrivers, når det for en retsforhandling har været møder om sagen. Vi vet intet om hans familieliv ud over hans datter MAREN 1693 den 9. December blev gift med en bådsmand RASMUS NIELSEN TEILGAARD [kaldet: TEIL-RAS] og 28. September 1694 begravedes Maren Willombsdatter efterladende en lille datter på knap 1 år. Vi ser nu det sjældne tilfælde at trods det at Tejl-Rasmus gifter sig igjen, og har sine nye svigerforældre i byen, så er dog stadig Willomb Sørensen hans svigerfader, der står fadder til de mange barn, der fødes i det nye ægteskab, og da svigersønnen køber en gård bag Kirken, og er ved at blive frasvindlet den af en skovfoged fra Skovgårde, er det Willom der måned efter måned møder i retten, og tilslut hans ord mod skovfogdens der redder gården for Tejl-Ras. Ved bytinget ser vi ham sammen med 5 skippere stå op [1695] og som byens ældste borgere vidne om byens skatterestance, hvoraf ingen af disse 6 har haft nogen del, idet de aldrig har skyldt nogen skatter bort. Han var en flittig kirkegænger og vi ser at DORTHE WILLOMB SØRENSENs har hatt fast stolestade i kirken; det 3die stad i 4de stol neden den nodre kirkedør, som er under loftet... [pulpituret]. Men trods sin dyktighed var Willomb en naiv mand med en stærk autoritetstro, og dette bragte ham i den pinligste situasjon han nogensinde havde været i, en situasjon der bragte ham selv uendelige sjælekvaler, med tro på evig for- tabelse. Hermed følger, noget forkortet hvad det var der pinte ham: Vinteren 1697 var streng, og i Ebeltoftskippernes vinterhavn i skogårdkrogen blev deres skuder efterhånden skruet af isen op på land. En skude fra Lybeck ført af skipperen JOCHUM RODE forsøgte at frocere isen, men frøs uhjælpelig fast. Desværre for skipperen havde Konl Mayst en måned før udstedt det dekret at alle lybske fartøjer skulle beslaglægges, og den stedlige byfoged afsagde "Arrest" på skuden. I følge skikken skulle en skipper i så tilfælde selv sørge for bevogtning af skib og gods, men skipper Rode, der hadde logi hos Willomb Sørensen nægteds at have noget med det at gøre. Han ville heller ikke betale sine to matroser, der var indkvarterede hos TEJL-RAS, som så måtte give dem mad når de selv ingen penge havde. Enden på dette blev, at byfogden måtte befale borgerne i Ebeltoft to mand af gangen at drage ud i vinterens muld og mørke og hårde kulde, og sidde ombord om natten, og den turnus gik "Tvendegange byen omkring". Tilslut tabte byfogden tålmodigheden og sendte to mænd, forsynet med et par ubrugelige muskedonnere, for at mani- festere øvrigheden, ned til skipperen og forkynde arrest på hans person, hvad denne selv grinede [lo) ad, og fremdeles hyggede sig hos Willomb. Som tidsfordriv gik han i Kirke, og dermed var sagen inde i en ny fase: Ebeltoft (byen) havde da en sognepræst, Magister KNUD UTRECHT, der ved siden af embedet havde den interesse at blande sig i samtlige løbende retsager, der absolut ikke berørte hverken ham eller hans embede, og da han som hovedoffer for dette havde udset sig den stedlige Byfoged og hans fullmægtig, som han just havde en helt anden sag med, som heller ikke vedkom ham, og nu øjnede han en måde at få hævn på. Han opsøgte Skipper Rode, inviterede ham hjem i præstegården efter højmessen, og tilsammen fik de frygtelig historie ud af historien; den væbnede magt var anvendt til arrestationen, skipperen var blevet forulempet, og nå trods af de to mus,eterers vidnesbyrd om en fredlig forkyndelse, blev det vold og overgreb. En prest ha jo sit eget forum: Prædikerstolen, og hver søndag blev historien refereret på dramatisk måde sammen med udlæggelsen af dagens tekst, der var nøje valgt til situasjonen. Kun navne på ynderne manglede, og mens de to "skyldige" sad som om havde slugt en vognkæp, så krøb menigheden sammen i forlegenhed. Men ikke nok med at have prædikestolen en gang om uggen, nej, Magisteren måtte ned og se hvordan kålen stod hos Willomb Sørensens Kålgård... og der traf han den arme Willomb. Man skal kende Magisteren gennem hans form for retsager for å tænke sig hvor- dan denne dialog er foregået. Der foreligger kun præstens beskrivelse, og i et ordvalg som Willomb aldrig have betjent sig af. Men almuemandens ærbødig- hed for præsten som den klogeste mand i byen, der ikke kunne lyve, var Willom som smør i Velærværdighedens hånd. "Willomb havde indrømmet alt om arresten og den væbnede magt... havde medynk med den arme mand... og skylden var byfogdens brutale fremfærd". Tilfreds gik præsten hjem, og ulykkelig gik Willomb om på Overgade og drak sig en potte øl i Jacob Skovriders hus, og desværre gengav han her den fatale samtale. Og få dager efter måtte han, overvåget af præsten aflægge ed derpå til tinge. Den arme gamle mand kom nu i en fryktelig sttuasjon... dels var han hunde- angst for præsten... dels for Vorherres straf for en falsk ed, for han var en from gammel mand, og hvem går man til, når man har religiøse anfæktelser? Selvfølgelig sin præst. Trædje pinseaften (pinsedag) kunne han ikke længer holde det ud, men indfandt sig i præstegården for at få at vide om han stod til straf i Helvede eller ikke. Præsten kom da med en såre spisfindig trøst; at Willomb havde stået og set ud at ad Vinduet mens eden var blevet aflagt af de andre... og således ikke selv havde svaret. Og trøstet vandrede den gamle mand hjem og havde nu håp om frelse fra den evige forbandelse... og drog otte dage efter til Viborg og aflagde ed på det modsatte. Selve sagen fik en ende bl.a. ved indgående forhør af sønnen Thomas Willomb- sen, der var ivrig for at blive hovedvidne. Efter hans sigende og referat af hvad der var blevet sagt, havde skipper Rode ret. Men endelig faldt brikk- erne på plads: Tjenestepigen vidnede det klogeste der var blevet sagt under hele sagen, hun svarede: "Hun vidste, mare ikke, hvad der blev sagt for de talte tysk, og hun havde sit arbejde at passe". Og Thomas Willombsen ind- rømmede at han ikke forstod tysk. Men dette var den eneste gang i et langt liv at gamle Willomb var på den forkerte side av loven. Skipper Rode stak af da det blev tøvejr.. og dommen lød på frifindelse af byfogden.. med tilføjelse af "at MAGISTER UTRECHT i nogen grad hafde meleret sig", og måtte betale omkostningerne. Gamle Willombs alderdom blev ikke let, gården forfaldt, og sønnen Thomas var vist ikke mæget værd. De udpinte marker gav ringe utbytte, og trods et slit- somt liv måtte han se resultatet af sit arbejdsomme liv reducert så gæld og forpigtelser åd sig ind på formuen. I det følgende århundrede blev avls- mændene i Ebeltoft fattige folk, der arbejdede hårdt med ringe resutltat. Notes Boatswain and 'avlsmann' Burial: 12/05/1705 Ebeltoft Kirkgard, Ebeltoft, Denmark   1701 Tromso Klocher Jens Villumssen (Ebeltoft) 34 Willum Jensen 1 Willum Sørensen ble født circa 1625 i Ebeltoft, Århus, Danmark. Han giftet seg med Dorthe Pedersdatter før 1668. Willum Sørensen døde i 1705 i Ebeltoft, Århus, Danmark.   --------------------   Artikkel fra Byhistorisk arkiv i Ebeltoft, Danmark om Jens W. Ebeltoft.   Undertegnet av Margrethe Lundberg, Danmark. Tillatt gjengitt av Janni Schau,   Jomfruland (også en ættling etter ovennevnte). Yggdrasil 1987.   "Det er med glæde jeg opfylder ønsket om at berette om Willom (Willum)   Sørensen. Af alle de mange tilskikkelser man møder under disse undersøkelser,   der strækker sig gennom 300 år, er der ingen jeg har hæftet mig ved som ved   ham. Her møder man den jævne Ebeltoftmand når han er bedst, men desværre også   den sidste at sin art; rolig, besindig, samvittighedsfuld, beskeden, men med   en vis autoritet grundet på sin uangribelighed og alder. Som han var har der   været mange, men uden man har materiale til å finde dem og deres navne. De   dannede grundvolden i den lille verden de levede i, borgeren, der hverken af   fødsel eller erhvert hørte til eliten, men med grundsætninger af stor værdi.   Det var dem der har givet os den største viden om vores by, gennom deres   overbevisning at BYEN og dens traditioner skulle værnes, og det er gennom   deres vidnesbyrd i grundtaxt og tingbog vi får så meget at vide om den tid der   vidnesbyrd i grundtaxt og tingbog vi får så meget at vide om den tid der gik   forud for dem. Uden den havde dette vært tabt.   Willom Sørensen træffer vi første gang 1666, da han er en af de 10 bådsmænd   der skulle gjøre tjeneste i flåden. Listen er dateret 16.4.1666 og under-   skrevet af Admiral NIELS JUUL.   Imidlertid gik Willomb i land og blev avlsmand, og giftede sig vist samtidig.   Gården han købte lå helt sønder i byen, hvor de andre avlsmænd også boede.   Den var ved grundtaxten 1661 kun en lille bod taxeret for 50 Rld, gammel og   forfalden, og ejedes af udenbyes folk, men udlejet til en ruineret skipper   PEDER THUESEN, som døde kort efter tællingen. Selv boede han til leje lidt   længere opp i gaden. Hans hustru hed DORTHE PEDERSDATTER, og det er muligt   hun har været datter af nævnte Peder Thuesen, idet bådsmændene sjældent er-   hvervede sig gård uden ved ægteskab. 1677 ses i Ildstedskatten at boden nu er   vede sig gård uden ved ægteskab. 1677 ses i Ildstedskatten at boden nu er   de sig gård uden ved ægteskab. 1677 ses i Ildstedskatten at boden nu er blevet   gård uden ved ægteskab. 1677 ses i Ildstedskatten at boden nu er blevet til en   gård uden ved ægteskab. 1677 ses i Ildstedskatten at boden nu er blevet til en   WAANING, en mellomting   mellom en bod og en gård. Og nogen helt ringe våning har det ikke været, for   dens skorsten rummer både kakkelovn -[Kielgruve] - bagerovn og Maltkølle, og   dette sidste fandtes ellers kun i store gårde. Grundtaxten 1683 fortæller os   at det er en WAANING med et kålgårdssted vurdert for 52 rdl. 1684 begynder   den første bevarede tingbog, og det er her vi lærer Willumb Sørensen at kende.   Han møder som autoritet ved vurderinger, skifter, vidne i stridigheder i byen,   men når Willomb Sørensen er med ved en opmåling eller andet, så står hans   skøn fast og urokkeligt. Han har, blandt sine ligemænd, den sjældne stilling,   at han bruges af øvrighedens mænd i særlig vanskelig tilfælde hvor de har   brug for hans sagkunnskab, og hans navn dukker op sideordnet med vicebyfodg   og byskrivers, når det for en retsforhandling har været møder om sagen. Vi   vet intet om hans familieliv ud over hans datter MAREN 1693 den 9. December   blev gift med en bådsmand RASMUS NIELSEN TEILGAARD [kaldet: TEIL-RAS] og 28.   September 1694 begravedes Maren Willombsdatter efterladende en lille datter   på knap 1 år. Vi ser nu det sjældne tilfælde at trods det at Tejl-Rasmus   gifter sig igjen, og har sine nye svigerforældre i byen, så er dog stadig   Willomb Sørensen hans svigerfader, der står fadder til de mange barn, der   fødes i det nye ægteskab, og da svigersønnen køber en gård bag Kirken, og er   ved at blive frasvindlet den af en skovfoged fra Skovgårde, er det Willom der   måned efter måned møder i retten, og tilslut hans ord mod skovfogdens der   redder gården for Tejl-Ras.   Ved bytinget ser vi ham sammen med 5 skippere stå op [1695] og som byens   ældste borgere vidne om byens skatterestance, hvoraf ingen af disse 6 har   haft nogen del, idet de aldrig har skyldt nogen skatter bort.   Han var en flittig kirkegænger og vi ser at DORTHE WILLOMB SØRENSENs har hatt   fast stolestade i kirken; det 3die stad i 4de stol neden den nodre kirkedør,   som er under loftet... [pulpituret].   Men trods sin dyktighed var Willomb en naiv mand med en stærk autoritetstro,   og dette bragte ham i den pinligste situasjon han nogensinde havde været i,   en situasjon der bragte ham selv uendelige sjælekvaler, med tro på evig for-   tabelse. Hermed følger, noget forkortet hvad det var der pinte ham:   Vinteren 1697 var streng, og i Ebeltoftskippernes vinterhavn i skogårdkrogen   blev deres skuder efterhånden skruet af isen op på land. En skude fra Lybeck   ført af skipperen JOCHUM RODE forsøgte at frocere isen, men frøs uhjælpelig   fast.   Desværre for skipperen havde Konl Mayst en måned før udstedt det dekret at   alle lybske fartøjer skulle beslaglægges, og den stedlige byfoged afsagde   "Arrest" på skuden. I følge skikken skulle en skipper i så tilfælde selv   sørge for bevogtning af skib og gods, men skipper Rode, der hadde logi hos   Willomb Sørensen nægteds at have noget med det at gøre. Han ville heller   ikke betale sine to matroser, der var indkvarterede hos TEJL-RAS, som så   måtte give dem mad når de selv ingen penge havde. Enden på dette blev, at   byfogden måtte befale borgerne i Ebeltoft to mand af gangen at drage ud i   vinterens muld og mørke og hårde kulde, og sidde ombord om natten, og den   turnus gik "Tvendegange byen omkring". Tilslut tabte byfogden tålmodigheden   og sendte to mænd, forsynet med et par ubrugelige muskedonnere, for at mani-   festere øvrigheden, ned til skipperen og forkynde arrest på hans person, hvad   denne selv grinede [lo) ad, og fremdeles hyggede sig hos Willomb.   Som tidsfordriv gik han i Kirke, og dermed var sagen inde i en ny fase:   Ebeltoft (byen) havde da en sognepræst, Magister KNUD UTRECHT, der ved siden   af embedet havde den interesse at blande sig i samtlige løbende retsager, der   absolut ikke berørte hverken ham eller hans embede, og da han som hovedoffer   for dette havde udset sig den stedlige Byfoged og hans fullmægtig, som han   just havde en helt anden sag med, som heller ikke vedkom ham, og nu øjnede   han en måde at få hævn på. Han opsøgte Skipper Rode, inviterede ham hjem i   præstegården efter højmessen, og tilsammen fik de frygtelig historie ud af   historien; den væbnede magt var anvendt til arrestationen, skipperen var   blevet forulempet, og nå trods af de to mus,eterers vidnesbyrd om en fredlig   forkyndelse, blev det vold og overgreb. En prest ha jo sit eget forum:   Prædikerstolen, og hver søndag blev historien refereret på dramatisk måde   sammen med udlæggelsen af dagens tekst, der var nøje valgt til situasjonen.   Kun navne på ynderne manglede, og mens de to "skyldige" sad som om havde   slugt en vognkæp, så krøb menigheden sammen i forlegenhed.   Men ikke nok med at have prædikestolen en gang om uggen, nej, Magisteren   måtte ned og se hvordan kålen stod hos Willomb Sørensens Kålgård... og der   traf han den arme Willomb.   Man skal kende Magisteren gennem hans form for retsager for å tænke sig hvor-   dan denne dialog er foregået. Der foreligger kun præstens beskrivelse, og i   et ordvalg som Willomb aldrig have betjent sig af. Men almuemandens ærbødig-   hed for præsten som den klogeste mand i byen, der ikke kunne lyve, var Willom   som smør i Velærværdighedens hånd.   "Willomb havde indrømmet alt om arresten og den væbnede magt... havde medynk   med den arme mand... og skylden var byfogdens brutale fremfærd".   Tilfreds gik præsten hjem, og ulykkelig gik Willomb om på Overgade og drak sig   en potte øl i Jacob Skovriders hus, og desværre gengav han her den fatale   samtale. Og få dager efter måtte han, overvåget af præsten aflægge ed derpå   til tinge.   Den arme gamle mand kom nu i en fryktelig sttuasjon... dels var han hunde-   angst for præsten... dels for Vorherres straf for en falsk ed, for han var en   from gammel mand, og hvem går man til, når man har religiøse anfæktelser?   Selvfølgelig sin præst.   Trædje pinseaften (pinsedag) kunne han ikke længer holde det ud, men indfandt   sig i præstegården for at få at vide om han stod til straf i Helvede eller   ikke. Præsten kom da med en såre spisfindig trøst; at Willomb havde stået og   set ud at ad Vinduet mens eden var blevet aflagt af de andre... og således   ikke selv havde svaret.   Og trøstet vandrede den gamle mand hjem og havde nu håp om frelse fra den   evige forbandelse... og drog otte dage efter til Viborg og aflagde ed på det   modsatte.   Selve sagen fik en ende bl.a. ved indgående forhør af sønnen Thomas Willomb-   sen, der var ivrig for at blive hovedvidne. Efter hans sigende og referat af   hvad der var blevet sagt, havde skipper Rode ret. Men endelig faldt brikk-   erne på plads: Tjenestepigen vidnede det klogeste der var blevet sagt under   hele sagen, hun svarede: "Hun vidste, mare ikke, hvad der blev sagt for de   talte tysk, og hun havde sit arbejde at passe". Og Thomas Willombsen ind-   rømmede at han ikke forstod tysk.   Men dette var den eneste gang i et langt liv at gamle Willomb var på den   forkerte side av loven. Skipper Rode stak af da det blev tøvejr.. og dommen   lød på frifindelse af byfogden.. med tilføjelse af "at MAGISTER UTRECHT i   nogen grad hafde meleret sig", og måtte betale omkostningerne.   Gamle Willombs alderdom blev ikke let, gården forfaldt, og sønnen Thomas var   vist ikke mæget værd. De udpinte marker gav ringe utbytte, og trods et slit-   somt liv måtte han se resultatet af sit arbejdsomme liv reducert så gæld og   forpigtelser åd sig ind på formuen. I det følgende århundrede blev avls-   mændene i Ebeltoft fattige folk, der arbejdede hårdt med ringe resutltat.