Han var født pa Liland og oppvokst pa Lengenes i Skjomen.

Hansine er fosterdatter av Leif Kornelius Berg Olsen og Dina Sigrid Karoline Olsen (f.Simonsen)

Hennes foreldre var deres naboer Anna og Peder Jensen som bodde nede ved vannet.

http://vestraat.net/iea-o/p624.htm#i24442

http://vestraat.net/iea-o/p697.htm#i26818

http://www.nermo.org/slekt/d0034/g0000070.html#I12662

ABT 1560 - ABT 1609

* RESIDENCE: Kjent fra 1578

* OCCUPATION: Lagmann i Trondheim

* BIRTH: ABT 1560, til Bremsnes og Malserød (Halserød ?)

* DEATH: ABT 1609, (1599 ?)

--------------------

Søn af Jørgen Pedersen Staur og Margrethe Kristoffersdatter.

Hun var oppfostret hos tanta Karen Monsdatter på Eggum. Etter ektemannens død

i 1920 flyttet hun til Eikesdal.

I kirkeboken står han oppført til å være født 04.02.1871, og på gravstenen står han oppført til å være født 26.01.1871.

JENS GRAAE,

f 1610, d 1700 i Overhalden. Bosatt i Overhalden.

FÖD. 1610

DÖD. före 1700

Är nämnd i boken Bernhoft s.245

G m

KAREN MATHIASDATTER ABEL,

f 1670, d 1742 i Hol sogn. Bosatt i Fygle, Hol sogn.

FÖD. ca 1670 (en gissning)

Är troligt att hon heter Karen Abel.

"1742. Fer: Mar: Annunc: forrettede jeg herrens tieneste paa

Búxnæs. Efter forrettet Gúds tieneste reÿste jeg til Fógle og

betiente Karen Abel, som var aldrig og sengeliggende med herrens

nadvere".

Buksnes PF451 1732-44 p.-

Är ev. släkt med Hans Abelsen f.1644, från Nykmark i Borge sogn.

G m

PEDER ANDERSEN GRAAE, f 1667, d 1730 i Hol sogn. Lensmann i Fygle, Hol sogn.

Barn:

Kristence Pedersdatter Graae

Kristopher Pedersen Graae, f 1692, d 1764

Elisabeth Pedersdatter Graae, f 1700, d 1736

Kystfisker. Kom fra Trøndelag.

Var ikke gift med Maren da han fikk Amandus.

Tilholdssted i Baugstad i Brønnøy, Nordland

Leilending Nedre Skjerpen 1641-1673.

Niels overtok en del av bruket etter enka til Oluff Iffuersenn.

Gården hadde også husmenn. Den var eid 3 pund av Jens Mogensen i Bergen, og 1 pund av Hol kirke i 1649. Generaljordeboken for 1667 forteller oss at de 2 leilendingene sår tilsammen 1 tønne korn og

har en buskap på 6 kyr, to ungnaut, 6 sauer, 6 geiter og 2 utgangerhester. Gården har litt ved til brensel, og den kan ikke forbedres.

Når Niels dør i 1673 overtar enka bruket. Hun driver til 1677 da sønnen Hans overtar.

Kilde:

Borge og Valberg Bygdebok III side 17,18,38

Lendermann fra 1217, var Kong Håkon Håkonsson fremste hirdmann. Då kongen var på vesterhavsferd 1263 styrte Gaut Jonsson riket i hannes fravær. Gaut drog på pilgrimsferd til Jerusalem, men av ukjente grunner snudde han på halvvegen.

Gaut Jonsson skal være hauglagt på Mel, Kvinnherad i den såkalte Gaut-haugen.

Bosatte seg på Mel. Var rådgiver for Kong Håkon Håkonson i Gulating Lagdøme.

Senere også rådgiver for Kong Magnus. Er nevnt i Kong Håkon Håkonsons kongssoge.

Lendermann i 1181

Var Skipshøvding i hæren til Kong Magnus Erlingson.

Jon såret i striden mellom Kong Magnus og Kong Sverre ved Nordnes.(Bergen

Margrethe Christophersdatter Rustung til Sem

Margrethe Christophersdatter Tronds

http://vestraat.net/iea-o/p756.htm#i29050

http://www.nermo.org/slekt/d0003/g0000092.html#I14207

* RESIDENCE: 1578, Førte arvesak om Oma for Herredagen

* BIRTH: 1526, Seim, Kvinnherad (Ebelholt kloster ?)

* DEATH: AFT ER 1599, Elsåker, Tysnes (?)

--------------------

Vår Felles slektshistorie Slede/Dall-greina, "CD-ROM," 551.

MARTHA PEDERSDATTER,f 1769 i Flakstad sogn. Bosatt i Holand, Buksnes sogn.

FÖD. 1769 (enl ft.1801)

Är nämnd som datter "Martha Pedersdatter med mand SteffenChristensen Holland i Búksnes fierding", vid skifte efterföräldrarna Anne Christophersdatter og Peder Pedersen, Warejde,Flagstad fjerding, 16/12 1814.

G mSTEPHAN KRISTENSEN, f 1757. Bosatt i Holand, Buksnes sogn.

Barn:Regine Grøn Stephansdatter, f 1790Anne Graae Stephensdatter, f 1791Kristiana Stephansdatter, f 1800

Nils Anders Paulsen 1918 – 27/8 1985 (13) g. 19/1 1946 m. Anne Eline Paulsen 1918 – 15/2 1986 (Tømmerås 13)

1. Ingrid Karlotte 4/11 1945 2. Magne Ingar 22/4 1947 (Drag 144) 3. Paula Synnøve Annie 30/4 1948 – 29/5 s.å 4. Julianne 2/6 1950 (Helland 83) 5. Lilly Andrine 9/10 1951 6. Anita Pauline Sigfrida 14/3 1954 (Helland 89) 7. Jørgun Terese 10/11 1955 8. Bjørg Marie 25/12 1956 9. Oddmund Egil Johan 6/6 1958 (Helland 93) 10. Eli Brit Karine 8/3 1960 11. Steinar Andreas 13/5 1961 12. Åse Kirsti Irene 10/12 1962 (Musken 45)

Lilly fikk datteren Lena Sonnie 28/12 1969, far: Jan Moksnes (Drag 77). Lilly gift i 1966 med Jan Guttorm Andreassen 14/12 1945. De fikk sønnen Arnt Even 29/3 1974.

Ingrid giftet seg i 1972 med Tor Egil Greva (1944) fra Meløy.

Eli Brit fikk datteren Peggy Iren 31/12 1977, far: Ragnar Amundsen (Musken 20). Hun fikk også datteren Andrine 9/11 1979.

Jørgun fikk datteren Mona Randveig 23/6 1978 (Drag ), far: Agnar Thomassen 1954 (Grunnfjord 34).

Familien til Bjørkvik/Helland.

Notes

Boatswain and 'avlsmann'

Burial: 12/05/1705 Ebeltoft Kirkgard, Ebeltoft, Denmark

1701 Tromso

Notes

Father was prob. Peder Thuesen

Burial: Abt 1704, Ebeltoft Kirkegard, Denmark

Notes

Parish Clerk in Tromso

Notes

Ole er 28 år ved folketellingen 1801

http://gda.arkivverket.no/cgi-win/webcens.exe?slag=visbase&sidenr=1&filnamn=f1801&gardpostnr=55941&personpostnr=848395#nedre

Om Gaute heter det at han var "gjev av ætt og i all sin adferd". gaute hadde to sønner. At Gaute Jonson har vært en tiltrodd mann ser en av at da kong Håkon Håkonson tok ut på den siste hærferden sin til Vesterhavsøyene i 1263, satte han Gaute til å styre over riket sammen med kongesønnen Magnus.

Om Joen Olsson Olkkuri, Pajari / BajarFödd: 1510 Helsingbyn nuv. Kainuunkylä, YlitornioDöd: omkring 1622 i Kainuunkylä

(Bajari Joen Olofsson, Jöns Olsson) Husbonde på Olkkuri gård i Kainuunkylä (Helsingbyn) 1551-1593 (mtl.) Omnämnd som birkarl jämte brodern Nils år 1559 (bkl). Han ägde tillsammans med en Nils Henriksson fiskerätten i "Lossme tresk" (Lampisjärvi) och fiskade ensam i "Kosua tresk" (Kuoksusuando). (fl). Hans fisketräsk var Korvajärvi, Lampisjärvi, Kuoksu och "Vissnuj" (möjligen Vittangijärvi).

Om Ludvig Olkkuri JoenssonOlkkuri Ludvig Joensson, Ludvig Joensson, Ludvig Jönsson)

Husbonde på Lovikka gård i Kainuunkylä 1596-1622 (mtl.). Han övertog den del av faderns gård, som efter honom, kom att kallas Lovikka.

Namnet Lovikka har genom tiderna fått olika förklaringar, men det kan inte råda någon tvekan om att detta hemmans-, by- och släktnamn kommer av namnet Ludvig, som i Finland vid 1500-talets slut skrevs bl.a. "Louika" och "Lodvika".

Om Nils Ludvigsson LodvijkNils Lodvijk skall ha varit född 1597. Han övertog sin fars gård 1623. År 1638 hade han 1 fåle, 7 kor, 1 bagge och 4 får på gården. Året därpå hade han 1 hingst, 1 ungt sto, bara 3 kor, 5 fullvuxna får och ett ungt får i sin ägo. Detta år, 1639, inträffade något som för alltid skulle förändra släktens öden; Nils blev uttagen till soldat, trots att han vid detta tillfälle bör ha varit drygt 40 år. Det kan tyckas märkligt att en medelålders husbonde blev uttagen till soldat, men den jordlösa ungdomen i Tornedalen, som var den huvudsakliga gruppen för soldatrekrytering, var decimerad av utskrivning till trettioåriga kriget, och inte ens stadgade husbönder kunde vara säkra på att undgå krigstjänst. Nils insåg antagligen att utskrivning betydde nästan säker död i något slag eller, vilket var vanligare, i någon fältsjukdom, och för att undvika detta öde övergav han sin gård, och flyttade med sin familj till ödemarken mellan Junosuando och Tärendö.

Man bör nog inte se detta som ett utslag av feghet; Nils tänkte antagligen mest på sin familj; många familjer sjönk ner i djupaste fattigdom och elände när husbonden var ute i kriget, eller låg i någon massgrav. Det är ingen slump att många släkter inom alla samhällsklasser dog ut under första halvan av 1600-talet. Nils gav sitt nybygge samma namn so sin hemgård; Lovikka. Detta nybygge, som blev grunden för byn Lovikka, låg antagligen på Eroniemi, mitt emot den nuvarande byn. Lovikkagården i Kainuunkylä övertogs av Nils Lodvijks kusins make Mickel Mickelsson Kyrö, som senare också blev husbonde på Olkkuri gård. På kort tid kom Lovikka nybygge att bli den största av de perifera gårdarna i Övertorneå socken; åren 1640-1727 hade den et stabilt mantal på 3/8, alltså lika stort som Lovikka gård i Kainuunkylä. Nils Lodvijk kunde alltså, trots allt, se tillbaka på ett ganska lyckat liv, när han avled omkring 1659. Han hade lämnat en ansenlig gård bakom sig, och byggt upp en ny; lika stor som den förra.

I tidskriften Tornedalen (nr. 11) återges en sägen berättad av Eino Thyni i Lovikka, om hur Lovikka by grundades. Den torde tvivelsutan gå tillbaka på en tradition om Nils Lodvijks första möte med sin blivande boplats, men namnet Nils har i sägnen ersatts med Esaias, antagligen syftande på Esaias Olofsson Tyni (tab. 102), men det torde sakna betydelse för sägnen som sådan. I följande återgivning av sägnen har jag bytt ur namnet Esaias mot Nils, som en rättelse:

"Enligt sägen skulle den första bebyggaren ha varit från finska sidan av Torne älv i nedre Tornedalen. Han hette Nils. Och som många andra i trakten så skulle han också flytta till ett annat ställe, där det fanns större jaktmarker och rikare fiskevatten. Tidigt på våren, strax efter islossningen, gjorde han sin älvbåt klar och tog med sig de nödvändigaste verktygen och sina jakt- och fiskeredskap och begav sig uppåt älven. Efter en besvärlig färd, där han många gånger fick dra båten förbi forsarna, kom han så till en plats, som han tyckte kunde vara lämplig att bygga en stuga på. Det hade redan förut varit fiskare där om somrarna, och dessa hade rest opp s.k. "nili" ett slags bodar på höga stolpar, där de torkat och förvarat både fisk och kött under sina färder uppför älven. Den platsen heter än idag Nilimaa. Men eftersom det var kväll, så gjorde denne Nils i ordning en bädd av ris och lade sig att vila till påföljande dag, då han tänkte börja sitt arbete där. Men den natten drömde han att en tomte (Maahiainen? Red. anm.) kom till honom och sade: "Bosätt dig inte här, utan fortsätt över viken där längre upp, tills du kommer till en plats, där vatten rinner från tre håll och bildar en vårbäck, som flyter ut i älven! Men på den här platsen kommer ingen att leva i överflöd, men ingen kommer heller att dö av svält" - När han vaknade på morgonen, så beslöt han att inte stanna där han var utan fortsätta till det av tomten anvisade stället. Det visade sig, att platsen, som tomten beskrivit för honom, också fanns i verkligheten. När han där steg ur båten, såg han en orm ligga på stranden alldeles intill den plats, där båten stött emot och det ansåg han vara ett gott tecken. Där började han bygga sig en bostad. Om han fortsatta levnadsöden säger sägnen ingenting… "

En annan variant av samma sägen återfinns i Samuli Paulaharjus "Ödebygdsfolk":

"… och från finska sidan, Tyni i Kainuu, kom också den förste boaren i Lovikka, omkring fyra mil uppåt från Pajala. En gammelmora i Kainuu hade gett utvandrarna et ord på vägen: 'Där ni tycker att stranden är som fulast, där går ni i land… och det är ett bra ställe.' De stakande steg i land på den fula stranden och tänkte börja bygga. Men på natten kom en pojke i en dröm och sade: Gör inte början här. Här lever ingen på säden och dör ingen av svält Men gå till Laajvaradalen! Dit gav man sig av på morgonen, när solen lyste genom skogen. En orm mötte man - det var ett gott tecken. Man stannade i en riktigt gruvligt ful gransvacka, innerst i en rundad strandbukt, och byggde där et litet rökpörte med vindögonluckor. Det var början till nya Tynigården. I närheten stod en nili, en stolpbod som Nedertorneåborna någon gång byggt år sig som fiskebod. Bredvid den kom nu ett hus till, som fick heta Nilimaa. Och byn som småningom växte upp kring strandgröpningen kallades för Lovikka, efter lovi, som betyder urtag. Gamle Keksi [1600-tals skalden Anders Mickelsson Keksi, känd för sitt kväde om vårfloden 1677] erinrar sig redan han att en översvämning klöv i Lovikka loss en strandäng. Tyni första svinstia står ännu kvar i byn, och det första pörtet är skogslada någonstans på myren."

Rolf var lensmann i Borge fra 1945 til han gikk av med pensjon i 1967

Han var en flink snekker.

Kjøpte gården Straum av Otto Strøm

for kr. 2478,60.Gårdsbruket ble drevet fram til 1971

(kilde Borge og Valberg bg 5)

Døde på Bøstad aldershjem.

Skrevet om i Borge og Valberg Bygdebok, bind VII, s. 260

STEPHAN KRISTENSEN,f 1757. Bosatt i Holand, Buksnes sogn.

FÖD. 1757 (enl ft.1801)

G mMARTHA PEDERSDATTER, f 1769 i Flakstad sogn. Bosatt i Holand, Buksnes sogn.

Barn:Regine Grøn Stephansdatter, f 1790Anne Graae Stephensdatter, f 1791Kristiana Stephansdatter, f 1800

Tellingsår: 1900

Kommune: Ankenes

Kommunenummer: 1855

Navn på bosted: Oskarsborg

Hans J. Hansen hf e Arbeider 1861 Vaagen Nor

Julie Olsen hm ug Husholderske 1878 Wefsen

Anna Sæbbe el ug Sypige 1880 Borge Nor

Julianna Amunsen el ug Tjennestepige 1885 Gildeskaal Nor

Tellingsår: 1900

Kommune: Ankenes

Kommunenummer: 1855

Navn på bosted: Oskarsborg

Hans J. Hansen hf e Arbeider 1861 Vaagen Nor

Julie Olsen hm ug Husholderske 1878 Wefsen

Anna Sæbbe el ug Sypige 1880 Borge Nor

Julianna Amunsen el ug Tjennestepige 1885 Gildeskaal Nor

Tellingsår: 1910

Kommune: Ankenes

Kommunenummer: 1855

Navn på bosted: Steinhaugtomten

Antall personer registrert på bostedet: 9

Navn Familie-stilling Sivil-stand Yrke Fødselsår Fødested Etnisitet

Hans Hanssen hf g Sjauarbeider 05.06.1861 Vaagan, Lofoten

Julie Lund Olsen hm g Hustru (huslige sysler) 01.04.1878 Vefsn

Alfred Hanssen s ug Søn 10.04.1897 Vaagan, Lofoten

Harald Hanssen s ug Søn 06.09.1901 t

Magnus Hanssen s ug Søn 06.09.1901 t

Olav Hanssen s ug Søn 10.10.1903 t

Erling Hanssen s ug Søn 22.08.1905 t

Haakon Hanssen s ug Søn 07.05.1908 t

Hans Hanssen s ug Søn 07.08.1910

Tellingsår: 1910

Kommune: Ankenes

Kommunenummer: 1855

Navn på bosted: Steinhaugtomten

Antall personer registrert på bostedet: 9

Navn Familie-stilling Sivil-stand Yrke Fødselsår Fødested Etnisitet

Hans Hanssen hf g Sjauarbeider 05.06.1861 Vaagan, Lofoten

Julie Lund Olsen hm g Hustru (huslige sysler) 01.04.1878 Vefsn

Alfred Hanssen s ug Søn 10.04.1897 Vaagan, Lofoten

Harald Hanssen s ug Søn 06.09.1901 t

Magnus Hanssen s ug Søn 06.09.1901 t

Olav Hanssen s ug Søn 10.10.1903 t

Erling Hanssen s ug Søn 22.08.1905 t

Haakon Hanssen s ug Søn 07.05.1908 t

Hans Hanssen s ug Søn 07.08.1910

Willum Sørensen ble født circa 1625 i Ebeltoft, Århus, Danmark. Han giftet seg med Dorthe Pedersdatter før 1668. Willum Sørensen døde i 1705 i Ebeltoft, Århus, Danmark.

--------------------

Artikkel fra Byhistorisk arkiv i Ebeltoft, Danmark om Jens W. Ebeltoft.

Undertegnet av Margrethe Lundberg, Danmark. Tillatt gjengitt av Janni Schau,

Jomfruland (også en ættling etter ovennevnte). Yggdrasil 1987.

"Det er med glæde jeg opfylder ønsket om at berette om Willom (Willum)

Sørensen. Af alle de mange tilskikkelser man møder under disse undersøkelser,

der strækker sig gennom 300 år, er der ingen jeg har hæftet mig ved som ved

ham. Her møder man den jævne Ebeltoftmand når han er bedst, men desværre også

den sidste at sin art; rolig, besindig, samvittighedsfuld, beskeden, men med

en vis autoritet grundet på sin uangribelighed og alder. Som han var har der

været mange, men uden man har materiale til å finde dem og deres navne. De

dannede grundvolden i den lille verden de levede i, borgeren, der hverken af

fødsel eller erhvert hørte til eliten, men med grundsætninger af stor værdi.

Det var dem der har givet os den største viden om vores by, gennom deres

overbevisning at BYEN og dens traditioner skulle værnes, og det er gennom

deres vidnesbyrd i grundtaxt og tingbog vi får så meget at vide om den tid der

vidnesbyrd i grundtaxt og tingbog vi får så meget at vide om den tid der gik

forud for dem. Uden den havde dette vært tabt.

Willom Sørensen træffer vi første gang 1666, da han er en af de 10 bådsmænd

der skulle gjøre tjeneste i flåden. Listen er dateret 16.4.1666 og under-

skrevet af Admiral NIELS JUUL.

Imidlertid gik Willomb i land og blev avlsmand, og giftede sig vist samtidig.

Gården han købte lå helt sønder i byen, hvor de andre avlsmænd også boede.

Den var ved grundtaxten 1661 kun en lille bod taxeret for 50 Rld, gammel og

forfalden, og ejedes af udenbyes folk, men udlejet til en ruineret skipper

PEDER THUESEN, som døde kort efter tællingen. Selv boede han til leje lidt

længere opp i gaden. Hans hustru hed DORTHE PEDERSDATTER, og det er muligt

hun har været datter af nævnte Peder Thuesen, idet bådsmændene sjældent er-

hvervede sig gård uden ved ægteskab. 1677 ses i Ildstedskatten at boden nu er

vede sig gård uden ved ægteskab. 1677 ses i Ildstedskatten at boden nu er

de sig gård uden ved ægteskab. 1677 ses i Ildstedskatten at boden nu er blevet

gård uden ved ægteskab. 1677 ses i Ildstedskatten at boden nu er blevet til en

gård uden ved ægteskab. 1677 ses i Ildstedskatten at boden nu er blevet til en

WAANING, en mellomting

mellom en bod og en gård. Og nogen helt ringe våning har det ikke været, for

dens skorsten rummer både kakkelovn -[Kielgruve] - bagerovn og Maltkølle, og

dette sidste fandtes ellers kun i store gårde. Grundtaxten 1683 fortæller os

at det er en WAANING med et kålgårdssted vurdert for 52 rdl. 1684 begynder

den første bevarede tingbog, og det er her vi lærer Willumb Sørensen at kende.

Han møder som autoritet ved vurderinger, skifter, vidne i stridigheder i byen,

men når Willomb Sørensen er med ved en opmåling eller andet, så står hans

skøn fast og urokkeligt. Han har, blandt sine ligemænd, den sjældne stilling,

at han bruges af øvrighedens mænd i særlig vanskelig tilfælde hvor de har

brug for hans sagkunnskab, og hans navn dukker op sideordnet med vicebyfodg

og byskrivers, når det for en retsforhandling har været møder om sagen. Vi

vet intet om hans familieliv ud over hans datter MAREN 1693 den 9. December

blev gift med en bådsmand RASMUS NIELSEN TEILGAARD [kaldet: TEIL-RAS] og 28.

September 1694 begravedes Maren Willombsdatter efterladende en lille datter

på knap 1 år. Vi ser nu det sjældne tilfælde at trods det at Tejl-Rasmus

gifter sig igjen, og har sine nye svigerforældre i byen, så er dog stadig

Willomb Sørensen hans svigerfader, der står fadder til de mange barn, der

fødes i det nye ægteskab, og da svigersønnen køber en gård bag Kirken, og er

ved at blive frasvindlet den af en skovfoged fra Skovgårde, er det Willom der

måned efter måned møder i retten, og tilslut hans ord mod skovfogdens der

redder gården for Tejl-Ras.

Ved bytinget ser vi ham sammen med 5 skippere stå op [1695] og som byens

ældste borgere vidne om byens skatterestance, hvoraf ingen af disse 6 har

haft nogen del, idet de aldrig har skyldt nogen skatter bort.

Han var en flittig kirkegænger og vi ser at DORTHE WILLOMB SØRENSENs har hatt

fast stolestade i kirken; det 3die stad i 4de stol neden den nodre kirkedør,

som er under loftet... [pulpituret].

Men trods sin dyktighed var Willomb en naiv mand med en stærk autoritetstro,

og dette bragte ham i den pinligste situasjon han nogensinde havde været i,

en situasjon der bragte ham selv uendelige sjælekvaler, med tro på evig for-

tabelse. Hermed følger, noget forkortet hvad det var der pinte ham:

Vinteren 1697 var streng, og i Ebeltoftskippernes vinterhavn i skogårdkrogen

blev deres skuder efterhånden skruet af isen op på land. En skude fra Lybeck

ført af skipperen JOCHUM RODE forsøgte at frocere isen, men frøs uhjælpelig

fast.

Desværre for skipperen havde Konl Mayst en måned før udstedt det dekret at

alle lybske fartøjer skulle beslaglægges, og den stedlige byfoged afsagde

"Arrest" på skuden. I følge skikken skulle en skipper i så tilfælde selv

sørge for bevogtning af skib og gods, men skipper Rode, der hadde logi hos

Willomb Sørensen nægteds at have noget med det at gøre. Han ville heller

ikke betale sine to matroser, der var indkvarterede hos TEJL-RAS, som så

måtte give dem mad når de selv ingen penge havde. Enden på dette blev, at

byfogden måtte befale borgerne i Ebeltoft to mand af gangen at drage ud i

vinterens muld og mørke og hårde kulde, og sidde ombord om natten, og den

turnus gik "Tvendegange byen omkring". Tilslut tabte byfogden tålmodigheden

og sendte to mænd, forsynet med et par ubrugelige muskedonnere, for at mani-

festere øvrigheden, ned til skipperen og forkynde arrest på hans person, hvad

denne selv grinede [lo) ad, og fremdeles hyggede sig hos Willomb.

Som tidsfordriv gik han i Kirke, og dermed var sagen inde i en ny fase:

Ebeltoft (byen) havde da en sognepræst, Magister KNUD UTRECHT, der ved siden

af embedet havde den interesse at blande sig i samtlige løbende retsager, der

absolut ikke berørte hverken ham eller hans embede, og da han som hovedoffer

for dette havde udset sig den stedlige Byfoged og hans fullmægtig, som han

just havde en helt anden sag med, som heller ikke vedkom ham, og nu øjnede

han en måde at få hævn på. Han opsøgte Skipper Rode, inviterede ham hjem i

præstegården efter højmessen, og tilsammen fik de frygtelig historie ud af

historien; den væbnede magt var anvendt til arrestationen, skipperen var

blevet forulempet, og nå trods af de to mus,eterers vidnesbyrd om en fredlig

forkyndelse, blev det vold og overgreb. En prest ha jo sit eget forum:

Prædikerstolen, og hver søndag blev historien refereret på dramatisk måde

sammen med udlæggelsen af dagens tekst, der var nøje valgt til situasjonen.

Kun navne på ynderne manglede, og mens de to "skyldige" sad som om havde

slugt en vognkæp, så krøb menigheden sammen i forlegenhed.

Men ikke nok med at have prædikestolen en gang om uggen, nej, Magisteren

måtte ned og se hvordan kålen stod hos Willomb Sørensens Kålgård... og der

traf han den arme Willomb.

Man skal kende Magisteren gennem hans form for retsager for å tænke sig hvor-

dan denne dialog er foregået. Der foreligger kun præstens beskrivelse, og i

et ordvalg som Willomb aldrig have betjent sig af. Men almuemandens ærbødig-

hed for præsten som den klogeste mand i byen, der ikke kunne lyve, var Willom

som smør i Velærværdighedens hånd.

"Willomb havde indrømmet alt om arresten og den væbnede magt... havde medynk

med den arme mand... og skylden var byfogdens brutale fremfærd".

Tilfreds gik præsten hjem, og ulykkelig gik Willomb om på Overgade og drak sig

en potte øl i Jacob Skovriders hus, og desværre gengav han her den fatale

samtale. Og få dager efter måtte han, overvåget af præsten aflægge ed derpå

til tinge.

Den arme gamle mand kom nu i en fryktelig sttuasjon... dels var han hunde-

angst for præsten... dels for Vorherres straf for en falsk ed, for han var en

from gammel mand, og hvem går man til, når man har religiøse anfæktelser?

Selvfølgelig sin præst.

Trædje pinseaften (pinsedag) kunne han ikke længer holde det ud, men indfandt

sig i præstegården for at få at vide om han stod til straf i Helvede eller

ikke. Præsten kom da med en såre spisfindig trøst; at Willomb havde stået og

set ud at ad Vinduet mens eden var blevet aflagt af de andre... og således

ikke selv havde svaret.

Og trøstet vandrede den gamle mand hjem og havde nu håp om frelse fra den

evige forbandelse... og drog otte dage efter til Viborg og aflagde ed på det

modsatte.

Selve sagen fik en ende bl.a. ved indgående forhør af sønnen Thomas Willomb-

sen, der var ivrig for at blive hovedvidne. Efter hans sigende og referat af

hvad der var blevet sagt, havde skipper Rode ret. Men endelig faldt brikk-

erne på plads: Tjenestepigen vidnede det klogeste der var blevet sagt under

hele sagen, hun svarede: "Hun vidste, mare ikke, hvad der blev sagt for de

talte tysk, og hun havde sit arbejde at passe". Og Thomas Willombsen ind-

rømmede at han ikke forstod tysk.

Men dette var den eneste gang i et langt liv at gamle Willomb var på den

forkerte side av loven. Skipper Rode stak af da det blev tøvejr.. og dommen

lød på frifindelse af byfogden.. med tilføjelse af "at MAGISTER UTRECHT i

nogen grad hafde meleret sig", og måtte betale omkostningerne.

Gamle Willombs alderdom blev ikke let, gården forfaldt, og sønnen Thomas var

vist ikke mæget værd. De udpinte marker gav ringe utbytte, og trods et slit-

somt liv måtte han se resultatet af sit arbejdsomme liv reducert så gæld og

forpigtelser åd sig ind på formuen. I det følgende århundrede blev avls-

Willum Sørensen ble født circa 1625 i Ebeltoft, Århus, Danmark. Han giftet seg med Dorthe Pedersdatter før 1668. Willum Sørensen døde i 1705 i Ebeltoft, Århus, Danmark.

--------------------

Artikkel fra Byhistorisk arkiv i Ebeltoft, Danmark om Jens W. Ebeltoft.

Undertegnet av Margrethe Lundberg, Danmark. Tillatt gjengitt av Janni Schau,

Jomfruland (også en ættling etter ovennevnte). Yggdrasil 1987.

"Det er med glæde jeg opfylder ønsket om at berette om Willom (Willum)

Sørensen. Af alle de mange tilskikkelser man møder under disse undersøkelser,

der strækker sig gennom 300 år, er der ingen jeg har hæftet mig ved som ved

ham. Her møder man den jævne Ebeltoftmand når han er bedst, men desværre også

den sidste at sin art; rolig, besindig, samvittighedsfuld, beskeden, men med

en vis autoritet grundet på sin uangribelighed og alder. Som han var har der

været mange, men uden man har materiale til å finde dem og deres navne. De

dannede grundvolden i den lille verden de levede i, borgeren, der hverken af

fødsel eller erhvert hørte til eliten, men med grundsætninger af stor værdi.

Det var dem der har givet os den største viden om vores by, gennom deres

overbevisning at BYEN og dens traditioner skulle værnes, og det er gennom

deres vidnesbyrd i grundtaxt og tingbog vi får så meget at vide om den tid der

vidnesbyrd i grundtaxt og tingbog vi får så meget at vide om den tid der gik

forud for dem. Uden den havde dette vært tabt.

Willom Sørensen træffer vi første gang 1666, da han er en af de 10 bådsmænd

der skulle gjøre tjeneste i flåden. Listen er dateret 16.4.1666 og under-

skrevet af Admiral NIELS JUUL.

Imidlertid gik Willomb i land og blev avlsmand, og giftede sig vist samtidig.

Gården han købte lå helt sønder i byen, hvor de andre avlsmænd også boede.

Den var ved grundtaxten 1661 kun en lille bod taxeret for 50 Rld, gammel og

forfalden, og ejedes af udenbyes folk, men udlejet til en ruineret skipper

PEDER THUESEN, som døde kort efter tællingen. Selv boede han til leje lidt

længere opp i gaden. Hans hustru hed DORTHE PEDERSDATTER, og det er muligt

hun har været datter af nævnte Peder Thuesen, idet bådsmændene sjældent er-

hvervede sig gård uden ved ægteskab. 1677 ses i Ildstedskatten at boden nu er

vede sig gård uden ved ægteskab. 1677 ses i Ildstedskatten at boden nu er

de sig gård uden ved ægteskab. 1677 ses i Ildstedskatten at boden nu er blevet

gård uden ved ægteskab. 1677 ses i Ildstedskatten at boden nu er blevet til en

gård uden ved ægteskab. 1677 ses i Ildstedskatten at boden nu er blevet til en

WAANING, en mellomting

mellom en bod og en gård. Og nogen helt ringe våning har det ikke været, for

dens skorsten rummer både kakkelovn -[Kielgruve] - bagerovn og Maltkølle, og

dette sidste fandtes ellers kun i store gårde. Grundtaxten 1683 fortæller os

at det er en WAANING med et kålgårdssted vurdert for 52 rdl. 1684 begynder

den første bevarede tingbog, og det er her vi lærer Willumb Sørensen at kende.

Han møder som autoritet ved vurderinger, skifter, vidne i stridigheder i byen,

men når Willomb Sørensen er med ved en opmåling eller andet, så står hans

skøn fast og urokkeligt. Han har, blandt sine ligemænd, den sjældne stilling,

at han bruges af øvrighedens mænd i særlig vanskelig tilfælde hvor de har

brug for hans sagkunnskab, og hans navn dukker op sideordnet med vicebyfodg

og byskrivers, når det for en retsforhandling har været møder om sagen. Vi

vet intet om hans familieliv ud over hans datter MAREN 1693 den 9. December

blev gift med en bådsmand RASMUS NIELSEN TEILGAARD [kaldet: TEIL-RAS] og 28.

September 1694 begravedes Maren Willombsdatter efterladende en lille datter

på knap 1 år. Vi ser nu det sjældne tilfælde at trods det at Tejl-Rasmus

gifter sig igjen, og har sine nye svigerforældre i byen, så er dog stadig

Willomb Sørensen hans svigerfader, der står fadder til de mange barn, der

fødes i det nye ægteskab, og da svigersønnen køber en gård bag Kirken, og er

ved at blive frasvindlet den af en skovfoged fra Skovgårde, er det Willom der

måned efter måned møder i retten, og tilslut hans ord mod skovfogdens der

redder gården for Tejl-Ras.

Ved bytinget ser vi ham sammen med 5 skippere stå op [1695] og som byens

ældste borgere vidne om byens skatterestance, hvoraf ingen af disse 6 har

haft nogen del, idet de aldrig har skyldt nogen skatter bort.

Han var en flittig kirkegænger og vi ser at DORTHE WILLOMB SØRENSENs har hatt

fast stolestade i kirken; det 3die stad i 4de stol neden den nodre kirkedør,

som er under loftet... [pulpituret].

Men trods sin dyktighed var Willomb en naiv mand med en stærk autoritetstro,

og dette bragte ham i den pinligste situasjon han nogensinde havde været i,

en situasjon der bragte ham selv uendelige sjælekvaler, med tro på evig for-

tabelse. Hermed følger, noget forkortet hvad det var der pinte ham:

Vinteren 1697 var streng, og i Ebeltoftskippernes vinterhavn i skogårdkrogen

blev deres skuder efterhånden skruet af isen op på land. En skude fra Lybeck

ført af skipperen JOCHUM RODE forsøgte at frocere isen, men frøs uhjælpelig

fast.

Desværre for skipperen havde Konl Mayst en måned før udstedt det dekret at

alle lybske fartøjer skulle beslaglægges, og den stedlige byfoged afsagde

"Arrest" på skuden. I følge skikken skulle en skipper i så tilfælde selv

sørge for bevogtning af skib og gods, men skipper Rode, der hadde logi hos

Willomb Sørensen nægteds at have noget med det at gøre. Han ville heller

ikke betale sine to matroser, der var indkvarterede hos TEJL-RAS, som så

måtte give dem mad når de selv ingen penge havde. Enden på dette blev, at

byfogden måtte befale borgerne i Ebeltoft to mand af gangen at drage ud i

vinterens muld og mørke og hårde kulde, og sidde ombord om natten, og den

turnus gik "Tvendegange byen omkring". Tilslut tabte byfogden tålmodigheden

og sendte to mænd, forsynet med et par ubrugelige muskedonnere, for at mani-

festere øvrigheden, ned til skipperen og forkynde arrest på hans person, hvad

denne selv grinede [lo) ad, og fremdeles hyggede sig hos Willomb.

Som tidsfordriv gik han i Kirke, og dermed var sagen inde i en ny fase:

Ebeltoft (byen) havde da en sognepræst, Magister KNUD UTRECHT, der ved siden

af embedet havde den interesse at blande sig i samtlige løbende retsager, der

absolut ikke berørte hverken ham eller hans embede, og da han som hovedoffer

for dette havde udset sig den stedlige Byfoged og hans fullmægtig, som han

just havde en helt anden sag med, som heller ikke vedkom ham, og nu øjnede

han en måde at få hævn på. Han opsøgte Skipper Rode, inviterede ham hjem i

præstegården efter højmessen, og tilsammen fik de frygtelig historie ud af

historien; den væbnede magt var anvendt til arrestationen, skipperen var

blevet forulempet, og nå trods af de to mus,eterers vidnesbyrd om en fredlig

forkyndelse, blev det vold og overgreb. En prest ha jo sit eget forum:

Prædikerstolen, og hver søndag blev historien refereret på dramatisk måde

sammen med udlæggelsen af dagens tekst, der var nøje valgt til situasjonen.

Kun navne på ynderne manglede, og mens de to "skyldige" sad som om havde

slugt en vognkæp, så krøb menigheden sammen i forlegenhed.

Men ikke nok med at have prædikestolen en gang om uggen, nej, Magisteren

måtte ned og se hvordan kålen stod hos Willomb Sørensens Kålgård... og der

traf han den arme Willomb.

Man skal kende Magisteren gennem hans form for retsager for å tænke sig hvor-

dan denne dialog er foregået. Der foreligger kun præstens beskrivelse, og i

et ordvalg som Willomb aldrig have betjent sig af. Men almuemandens ærbødig-

hed for præsten som den klogeste mand i byen, der ikke kunne lyve, var Willom

som smør i Velærværdighedens hånd.

"Willomb havde indrømmet alt om arresten og den væbnede magt... havde medynk

med den arme mand... og skylden var byfogdens brutale fremfærd".

Tilfreds gik præsten hjem, og ulykkelig gik Willomb om på Overgade og drak sig

en potte øl i Jacob Skovriders hus, og desværre gengav han her den fatale

samtale. Og få dager efter måtte han, overvåget af præsten aflægge ed derpå

til tinge.

Den arme gamle mand kom nu i en fryktelig sttuasjon... dels var han hunde-

angst for præsten... dels for Vorherres straf for en falsk ed, for han var en

from gammel mand, og hvem går man til, når man har religiøse anfæktelser?

Selvfølgelig sin præst.

Trædje pinseaften (pinsedag) kunne han ikke længer holde det ud, men indfandt

sig i præstegården for at få at vide om han stod til straf i Helvede eller

ikke. Præsten kom da med en såre spisfindig trøst; at Willomb havde stået og

set ud at ad Vinduet mens eden var blevet aflagt af de andre... og således

ikke selv havde svaret.

Og trøstet vandrede den gamle mand hjem og havde nu håp om frelse fra den

evige forbandelse... og drog otte dage efter til Viborg og aflagde ed på det

modsatte.

Selve sagen fik en ende bl.a. ved indgående forhør af sønnen Thomas Willomb-

sen, der var ivrig for at blive hovedvidne. Efter hans sigende og referat af

hvad der var blevet sagt, havde skipper Rode ret. Men endelig faldt brikk-

erne på plads: Tjenestepigen vidnede det klogeste der var blevet sagt under

hele sagen, hun svarede: "Hun vidste, mare ikke, hvad der blev sagt for de

talte tysk, og hun havde sit arbejde at passe". Og Thomas Willombsen ind-

rømmede at han ikke forstod tysk.

Men dette var den eneste gang i et langt liv at gamle Willomb var på den

forkerte side av loven. Skipper Rode stak af da det blev tøvejr.. og dommen

lød på frifindelse af byfogden.. med tilføjelse af "at MAGISTER UTRECHT i

nogen grad hafde meleret sig", og måtte betale omkostningerne.

Gamle Willombs alderdom blev ikke let, gården forfaldt, og sønnen Thomas var

vist ikke mæget værd. De udpinte marker gav ringe utbytte, og trods et slit-

somt liv måtte han se resultatet af sit arbejdsomme liv reducert så gæld og

forpigtelser åd sig ind på formuen. I det følgende århundrede blev avls-

[Larsen Export.GED]

[Simon Johannessen.GED]

Hun var oppfostret hos tanta Karen Monsdatter p©Æ Eggum. Etter ektemannens d©id

i 1920 flyttet hun til Eikesdal.

1753-1785

Bodde hos Petter Johansen, Tjellebotn når han ble konfirmert.